Biografi

JOHNNY  NORDENTOFT

 
 
Biografi.jpg
 

BIOGRAFI

At male et billede af mit liv, vil sædvanligvis være begrænset af rammen der omgiver det. Det er udenfor rammen den store, forunderlige og mirakuløse historie findes.

For at høre historien malet med den store pensel, vil jeg anbefale dig at bestille mit foredrag ved at ringe til mig på telefon 7199 0330 eller klik på ”BESTIL FOREDRAG”-knappen i bunden af denne tekst.

Dybest set er jeg et simpelt menneske med en kompliceret baggrund, og som konsekvens heraf, har mit liv været præget af store forandringer, utallige personlige udfordringer og massive følelsesmæssige og mentale smerter. Mine ambitioner har drevet mig fra at være en uligevægtig, narkotikasælgende gadedreng til et højprofileret og tempofyldt karrierejob i en multinational virksomhed – og næsten hele vejen tilbage igen.

Undervejs har jeg kæmpet med misbrug og afhængighed, mobning, depression og været stressramt på grund af et sygt arbejdsliv. Jeg tog en beslutning om, at antidepressiver, psykologsamtaler og selvmord ikke var foreneligt med mig. I stedet valgte jeg at stå ude på kanten af livet med tilværelsens uvejr piskende ind i ansigtet, med blot en skrøbelig tro på, at intet varer evigt – heller ikke stress og depression.

Jeg stak af, først til søs og sejlede verden rundt flere gange. Senere hen flygtede jeg fra et kuldsejlet forhold og skilsmisse og endte op i Thailand, hvor jeg blandt andet havde et hotel og boede ude i den Thailandske jungle. Jeg troede lykken var gjort og at min nyfundne kærlighed og jeg selv skulle leve lykkeligt til vores dages ende. Men jeg endte med at blive frarøvet alt jeg ejede og måtte låne penge for at komme hjem til Danmark igen.

Hvad jeg selv betegner som meningsfulde tilfældigheder, lykkedes det mig at komme en del i tv i perioden 2004-2014. Blandt andet var jeg med i Klovn og en tv-serie om livet ombord på Oslobåden, hvor jeg som seriens hovedperson bestred et tempofyldt og højprofileret karrierejob som Servicechef.

Min skolegang var en joke og det lå aldrig i kortene, at jeg skulle blive til noget. Jeg blev smidt ud af folkeskolen og endte op på en ungdomsskole, hvor jeg blev voldeligt mishandlet og tortureret i to år. Mit had til verden og alle menneskerne i den, resulterede i et 12-årigt langt og massivt narkotikamisbrug, fordi det var det eneste der kunne give mening i en tilværelse, jeg ikke havde bedt om. Den evige jagt efter penge og stoffer gjorde mig til en kreativ og ressourcefuld kriminel. Jeg oplevede både at blive taget for at stjæle en pakke rugbrød i SuperBrugsen fordi jeg ikke havde råd til mad og stå i en lufthavn i udlandet med 3 kilo hash tapet fast til kroppen og høre tolderen spørge mig:

”Hvor meget har du på dig?”.

Jeg er ikke en prototype eller et lysende eksempel på succes. Men i dag har jeg været clean og ædru i over 19 år og et af mine budskaber er, at jeg står her endnu. At på trods af tvivl og stort besvær, er det stadig muligt at rejse sig op og fortsætte.

Det er en af mine fornemmeste opgaver, at give videre.

Nysgerrig på mere? Så klik på knappen herunder og bestil mit foredrag. Jeg er naturligvis også altid til rådighed for en uforpligtende samtale.

Alt det bedste herfra,